·       Vinder af Ordblindeprisen 2021 er virksomheden: Cabicon A/S, Odense.

Onsdag den 6. oktober 2021, kl. 14.20 overrækker Ordblindeforeningen Ordblindeprisen 2021 til den fynske virksomhed Cabicon A/S i Odense.

Cabicon vinder Ordblindeprisen 2021, fordi virksomhedens medarbejderpolitik er helt unik i forhold til inklusion af mennesker med ordblindhed på arbejdspladsen.

Da Cabicon havde fundet den rigtige medarbejder til jobbet, så valgte de at være nysgerrige og tilpasse deres indsats. De lod sig ikke stoppe af, at de ikke vidste alt om den ansattes handicap. De tænkte i løsninger og muligheder i stedet for begrænsninger, og deres fokus var på en helhedsorienteret indsats. Og det gør virksomheden til noget helt særligt.

Da Ordblindeforeningen fortalte Cabicon, at de havde vundet Ordblindepris 2021, svarede Cabicons direktør, Michael Engsig Johansen meget beskedent:

”Vi har egentlig bare gjort, hvad vi har fundet nødvendigt for, at vores nye kollega kan finde sig godt til rette på sin nye arbejdsplads”.

Det Cabicon gør, er langtfra hverdagskost i dansk erhvervsliv. Virksomhedens medarbejderpolitik og tilgang er helt unik i forhold til at inkludere en kollega med ordblindhed, og årsagen til at Cabicon vinder dette års ordblindepris.

Ordblindeforeningen håber, at Cabicons medarbejderpolitik vil inspirere andre virksomheder til at være lige så nysgerrige, helhedsorienterede og inkluderende, når det kommer til ansættelse af ordblinde medarbejdere.

Et stort og velfortjent tillykke til Cabicon med Ordblindeprisen 2021.

På vegne af

Ordblinde/Dysleksiforeningen i Danmark

Næstformand, Bente Stengaard Kruse