Ordblindeprisen 2026 går til VIA University College
Ordblindeforeningen Danmark tildeler Ordblindeprisen 2026 til VIA University College med docent, ph.d. og forskningsleder Helle Bundgaard Svendsen som personlig prismodtager.
Prisen gives som en anerkendelse af VIA University Colleges mangeårige og betydelige indsats på ordblindeområdet – og i særlig grad af Helle Bundgaard Svendsens faglige engagement og vedvarende bidrag til feltet.
Tildelingen af prisen skal ses i lyset af Helle Bundgaard Svendsens centrale rolle i forskningsprojektet ”STYRK ordblinde elever i skolen”, der hører under Ordblindeforeningens hidtil største projekt, ”Mennesker med ordblindhed skal ikke nøjes”, som blev afsluttet i Den Nationale Ordblindeuge 40 i 2026. Projektet er udviklet i tæt samarbejde med Jascha Fonden og muliggjort gennem fondens engagement og finansiering.
Anna Marie Knudsen, landsformand for Ordblindeforeningen Danmark, glæder sig over årets prismodtagere:
“Ordblindeprisen 2026 er en anerkendelse af en særlig indsats gennem mange år. VIA University College har været med til at udvikle ny viden, uddanne fagprofessionelle og omsætte forskning til praksis til gavn for mennesker med ordblindhed. Samtidig har Helle Bundgaard Svendsen med stor faglighed og et usædvanligt engagement været med til at sikre, at de erfaringer, som mennesker med ordblindhed selv gør sig, bliver omsat til konkret viden og bedre undervisning, og at især de unges egne stemmer og oplevelser bliver inddraget. Det fortjener stor anerkendelse,” siger hun.
VIAs forsknings- og udviklingsdirektør, Helle Kryger Aggerholm, kvitterer for Ordblindeprisens anerkendelse af både medarbejdernes engagement og institutionens langsigtede prioritering af området:
“Vi er meget stolte over at modtage Ordblindeprisen 2026. Prisen er en stor ros til det arbejde og den forskning, som mange dygtige medarbejdere gennem årene har bidraget til, og til vores ambition om at skabe uddannelse og viden, der gør en forskel for mennesker med ordblindhed. At Helle Bundgaard Svendsen samtidig hædres som personlig prismodtager, gør det hele ekstra glædeligt, for hun fortjener en særlig anerkendelse for sin forskning og sit engagement,” siger hun.
Ordblindeprisen 2026 blev overrakt onsdag den 7. oktober 2026 klokken 13.00 på VIA University Colleges campus i Holstebro.
På billederne fremgår:
Helle Bundgaard Svendsen, docent ved VIAs Forskningscenter for didaktik og pædagogik
Majbritt Breum Nielsen, uddannelsesleder, Læreruddannelsen i Vestjylland, Nørre Nissum og Holstebro
Lillian Buus, centerleder for Forskningscenter for didaktik og pædagogik
Gitte Nielsen, Ordblindeforeningen Danmarks næstformand
Har du en kommentar?
Skriv din kommentar i det store felt.
Skriv derefter dit navn, din E-mail og eventuelt virksomhed.



