Indlæser Begivenheder

Forstå AI – et introduktionskursus i kunstig intelligens for voksne med ordblindhed og forældre til ordblinde

 

Kun for medlemmer af Ordblindeforeningen Danmark

Hvad er kunstig intelligens egentlig – og hvordan former den vores hverdag og fremtid? Bliv klogere på AI og modtag samtidigt et kursusbevis, der dokumenterer din viden og færdigheder inden for AI.

Dette kursus giver dig en grundlæggende og tilgængelig introduktion til AI (kunstig intelligens) med udgangspunkt i det internationale kursus Elements of AI, som er udviklet af MinnaLearn og Helsingfors Universitet. Kurset er tilrettelagt på dansk og tilpasset voksne med ordblindhed og forældre til ordblinde børn, der ønsker at forstå, hvordan AI fungerer – uden at skulle programmere eller kende tekniske fagudtryk.

Kurset har fokus på forståelse – ikke på brug af specifikke værktøjer. Du bliver introduceret til centrale begreber og får indblik i, hvordan AI trænes, hvordan maskinlæring virker, og hvilke dilemmaer og muligheder kunstig intelligens rejser i et samfundsperspektiv.

Under kurset vil der være en del læsning og hjemmearbejde hertil.

Alt materiale er oversat til dansk og udformet med fokus på tilgængelighed, så teksterne er lette at gå til. Kurset forudsætter, at du arbejder med materialet hjemme mellem kursusgangene. Under hjemmeforberedelsen vil du blandt andet møde tekststykker af varierende længde og sværhedsgrad samt tilhørende opgaver. Til undervisningen vil der blandt andet indgå fælles refleksioner, praksisopgaver og eksempler fra hverdagen.

Du vil blandt andet få viden om:

  • hvad AI er, og hvordan det adskiller sig fra andre teknologier
  • hvordan maskinlæring virker – forklaret i et letforståeligt sprog
  • hvad vi kan (og ikke kan) forvente af kunstig intelligens
  • hvordan AI allerede påvirker vores arbejdsliv, nyhedsstrømme og samfund
  • hvordan man som ordblind borger eller forælder kan navigere i en verden med AI

Praktisk information

Kurset er online og strækker sig over cirka fire uger og kræver cirka 20-25 timers samlet deltagelse. Det består af et online opstartsmøde, tre online undervisningsgange og hjemmelæring.

Opstartsmøde:

  • Mandag den 26. januar 2026 fra kl. 19:00-20:00

Undervisningsgange:

  • Onsdag den 4. februar 2026 fra kl. 18:00-21:00
  • Onsdag den 11. februar 2026 fra kl. 18:00-21:00
  • Torsdag den 26. februar 2026 fra kl. 18:00-21:00

Du modtager et kursusbevis ved gennemførelse af hele forløbet.

Tilmelding og pris

Kurset er gratis for alle medlemmer af ordblindeforeningen, men der opkræves et gebyr på 75 kr. ved udeblivelse.
Tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet via gratis billet på denne side.

Bemærk: Kurset er kun for medlemmer af foreningen.
Hvis du ikke allerede er medlem, kan du blive det her.

 

Vi forbeholder os retten til at foretage ændringer eller aflyse arrangementet i tilfælde af for få tilmeldinger.

 

Del denne side!

Go to Top