Nota bibliotek
Som ordblind kan du få adgang til Nota, som er et digitalt bibliotek for mennesker med læsevanskeligheder. Her får du adgang til mere end 50.000 bogtitler og kan afspille, downloade og bestille bøger i tilgængelige formater som lyd- og e-bøger. Du får dermed adgang til tekster på lige fod med andre borgere.
Direkte kontakt til Nota her eller på telefon 39 13 46 00. Du er også velkommen til at kontakte os.

Stor samling af skønlitteratur og faglitteratur
Nota har et stort udvalg af skøn- og faglitteratur og studiebøger til voksne. Derudover finder du også bøger til børn i biblioteket. Du får adgang til en samling af flere tusinde titler i pdf-format til brug i folkeskolen og endnu flere børne- og ungdomsbøger som lydbøger primært til fritidslæsning.
Desuden har Nota en stor samling af engelsksprogede lydbøger. Nota kan også hjælpe dig videre til udenlandske bibliotekers samlinger af tilgængelige bøger.
Du kan frit downloade lydbøger og e-bøger fra http://www.nota.dk eller afspille lydbøger direkte fra Notas afspiller på computer, mobil eller tablet. Du kan også hente Notas app ’Nota Bibliotek’ og afspille lydbøgerne på din mobil eller tablet.
Skole- og Studieservice
I Nota Bibliotek findes omkring 40.000 skole- og studiebøger. Gennem Skole- og Studieservice kan elever og studerende bestille undervisningsmateriale i et tilgængeligt format.
Undervisningsmateriale bestilles på forskellig måde, afhængigt af hvilket uddannelsestrin man er på. Studerende på en videregående uddannelse skal selv bestille deres bøger, mens elever i grundskolen, på en ungdomsuddannelse samt på AMU, TAMU, AVU, FVU og FGU skal bestille bøger via deres underviser.
Gratis medlemskab
Det er gratis at være medlem af Nota. For at blive meldt ind skal du dokumentere din ordblindhed.
Hvordan bliver jeg medlem?
Indmeldelse af ordblinde privatpersoner sker via en indmeldelsesblanket, som du kan finde herunder.
Som fagperson skal du i stedet benytte Notas indmeldelsesportal, når du skal indmelde ordblinde elever/kursister.