Slip kreativiteten løs og sæt fokus på ordblindesagen med dit design
Har du en passion for grafisk design? Så er dette din chance!
I anledning af Den Internationale Ordblindemåned i oktober inviterer vi dig til at deltage i vores plakatkonkurrence. Vi søger et stærkt og kreativt plakatdesign, der skal være med til at sætte fokus på ordblindesagen. Årets tema er: Ingen skal stå alene – fælles om forandring.
Det vindende design bliver brugt som en del af vores markedsføringsmateriale i 2027 – digitalt, på tryksager og som fysisk plakat.
Udover æren vil vinderen af konkurrencen også modtage et flot Ordblid-kunsttryk af den danske billedkunstner Ken Denning til en værdi af 2.018 kr. Så sæt gang i din fantasi, og send os dit bud! Vi ser frem til at modtage dit bidrag til Ordblindeforeningens Ordblindeplakat 2027.

Om ”Ordblid”
”Ordblid” er et værk, som fanger magien i mødet mellem mennesker med ordblindhed og det danske skriftsprog. Med sin karakteristiske streg og grafiske karakter skaber Denning en fortælling om mennesker med ordblindhed: Gnidrede bogstaver, et assorteret alfabet og citatet ”Jeg er ordblid” fortæller os, at handicappet kommer til udtryk, når ordblinde konfronteres med skriftsproget.
Kunsttrykket er produceret efter oliemaleriet ”Ordblid”, som var Ordblindeforeningen Danmarks gave til Hans Majestæt Kong Frederik i anledning af hans 50-års fødselsdag. Med dette kunsttryk giver Denning sit bidrag til arbejdet med at skabe opmærksomhed omkring ordblindhed.
Konkurrencegrundlag
Som en del af Den Internationale Ordblindemåned sætter foreningen fokus på ordblindhed med blandt andet en plakatkonkurrence.
Hensigten med konkurrencen er at få så mange som muligt til at åbne op om deres ordblindhed og dele deres historier med hinanden for derigennem i fællesskab at reflektere over, hvordan ordblindhed påvirker personer med handicappet og deres pårørende.
Åres tema er: Ingen skal stå alene – fælles om forandring.
Præmie
Den person, hvis plakatdesign bliver udvalgt til at være foreningens Ordblindeplakat 2026, bliver præmieret med et nummereret kunsttryk (Oplag: 60 nummererede og signerede eksemplarer) af Ken Denning til en værdi af 2.018 kr.
Vinderen af foreningens plakatkonkurrence får direkte besked i uge 40 2026. Vinderen offentliggøres på Den Internationale Ordblindedag den 8. oktober 2026.
Kriterier til design
- Ingen tekst på plakaten (men tænk gerne ind, at der skal være plads til, at der kan stå ”Fokus på ordblindhed 2027”)
- Plads i bunden af plakaten til at placere 1 logo
- Brug gerne Ordblindeforeningens farver:
- Rød – #C71553
- Mørkerød – #75153A
- Grøn – #81C185
- Mørkegrøn – #006E62
- Blå – #0B6681
- Turkis – #00A6A6
- Lysegrå – #C6C6C6
- Gul – #D8C740
- For CMYK og RGB koder klik her.
- Størrelse: 50×70 cm
Vi sørger for at indsætte logo og tekst.
Du kan sende dit færdige design i følgende formater:
- PNG
- AI (Illustrator-fil)
Vi foretrækker at modtage alle formater, men sidstnævnte er den vigtigste, så vi nemmere kan redigere designets størrelse samt indsætte tekst og logo.
Derudover er rammerne helt åbne, og din kreativitet har frit spil!
Plakaten kan udgøres af illustrationer, tegninger eller fotos. Plakaten kan også laves i et tegne- eller layoutprogram, hvilket er en fordel i forhold til at opnå en ordentlig kvalitet, der kan trykkes. Hvis du bruger fotos, skal du være opmærksom på, om du har rettigheder til at bruge dem.
Ordblindeforeningen forbeholder sig ret til at tilpasse plakatens format i det omfang som det måtte være nødvendigt, samt foretage mindre ændringer. Vinderplakaten trykkes i 50×70 cm og bruges grafisk på Ordblindeforeningens platforme i det efterfølgende år.
Der må kun indsendes ét forslag pr. person. Forslaget sendes til Ordblindeforeningen sammen med en beskrivelse af idéen og tankerne bag designet, fx med oplysninger om inspiration, farvevalg og eventuel tekst.
Aflevering
Den færdige plakat fremsendes til kontor@ordblind.org senest søndag den 20. september 2026.
Følgende skal indsendes via mail:
- Plakatforslaget som fil, trykbar i størrelsen: 50 (b) x 70 (h), alle mål i cm.
- Beskrivelse af idéen bag plakaten på maks. 1 A4-side.
- Dit navn, mail og telefonnummer.
Bedømmelseskriterier
Der vil i udvælgelsesprocessen blive lagt særlig vægt på plakatforslagets evne til at:
- Tage højde for konkurrencegrundlaget.
- Begå sig i mange forskellige formater.
Juryen består af følgende personer fra Ordblindeforeningen Danmark:
- Landsformand Anna Marie Knudsen
- Næstformand og kasserer Gitte Nielsen
- Næstformand Morten K. Frederiksen
- Forperson for OU – OrdblindeUngdom Alma Kirkemann
Betingelser for at deltage i konkurrencen
Konkurrencen om et Ordblid-kunsttryk af Ken Denning udbydes af Ordblindeforeningen Danmark, Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup. Du skal være 18 år for at deltage.
Vinderen får direkte besked via mail. Udvælgelse af vinderplakaten og kontakt til vinderen sker i uge 40 2026. Gaven kan ikke returneres eller ombyttes til kontanter eller andre varer. Der udtrækkes 1 vinder. Vinderen modtager gaven i løbet af ca. 3-4 uger efter aftale med Ordblindeforeningen Danmark.
Ordblindeforeningen påtager sig intet ansvar ved trykfejl eller andre fejl i forbindelse med konkurrencen og forbeholder sig ret til uden varsel at ændre i konkurrencens betingelser.
Ophavsret
Ordblindeforeningen Danmark forudsætter ved indlevering af forslag til konkurrencen, at forslagsstiller har den fulde ophavsret til det indleverede forslag. Ordblindeforeningen Danmark forbeholder sig retten til at benytte det indleverede forslag i andre sammenhænge.
Enhver tvist om ophavsretten af det præmierede forslag er et mellemværende mellem ophavsretshaveren og den krænkede, og er Ordblindeforeningen Danmark uvedkommende.
Ved præmieringen overdrager forslagsstiller den fulde brugsret over det indleverede forslag til Ordblindeforeningen Danmark.
Har du spørgsmål?
Kontakt Ordblindeforeningen Danmark via e-mail: kontor@ordblind.org eller telefon: 36 75 10 88.
De sidste års vindere:


Har du en kommentar?
Skriv din kommentar i det store felt.
Skriv derefter dit navn, din E-mail og eventuelt virksomhed.