Hjælpemidler til ordblinde
Læse- og skriveteknologier (LST) kan være en stor støtte for mennesker med ordblindhed. Digitale værktøjer gør det lettere at læse og skrive, fordi de kan kompensere for de vanskeligheder, ordblindheden kan medføre. Apps og programmer kan for eksempel hjælpe med oplæsning, tale-til-tekst, ordforslag og stavehjælp.
Når teknologierne tilpasses dine behov, og du får grundig vejledning i at bruge dem, kan de blive en vigtig del af hverdagen – både i skole, på arbejde og privat. Derfor har du som ordblind mulighed for at søge om et læse- og skriveprogram, uanset hvor du er i livet.
Ordblindeforeningens samling af hjælpemidler
Ordblindeforeningens Vejledningscenter har lavet en oversigt over nogle af de hjælpemidler, der kan bruges af ordblinde. Nogle af redskaberne er udviklet specifikt til mennesker med ordblindhed, mens andre er generelle værktøjer, som også kan gøre hverdagen lettere, for eksempel programmer til struktur, noter eller oplæsning.
Da ordblindhed er en funktionsnedsættelse i hjernen, er det væsentligt at understrege, at de præsenterede hjælpemidler udelukkende er digitale og ikke praktiske hjælpemidler.

I videoen her får du en introduktion til de muligheder for støtte og hjælpemidler, du kan få som ordblind. Videoen er produceret i år 2022, og der kan derfor forekomme enkelte faktuelle fejl. Orienter dig under fanen “Vejledningsvideoer” for eventuelle rettelser hertil.
Brug for vejledning?
Hos Ordblindeforeningen arbejder vi ud fra princippet om, at reel hjælp skal være tilgængelig for alle, der har behovet. Derfor mener vi, at hjælpemidler til borgere med ordblindhed skal være gratis, tilgængelige og lette at tage i brug.
Har du brug for en snak om dine muligheder for at få gratis støtte som ordblind, så ring til vores vejledningscenter på tlf. 69 13 80 07.
Hjælpemiddelbasen
Der findes en lang række digitale hjælpemidler til mennesker med læse- og skrivevanskeligheder. Socialstyrelsen driver Hjælpemiddelbasen, hvor du kan finde informationer om både hjælpemidler og apps. Her finder du detaljerede produktbeskrivelser og kontaktoplysninger på forhandlere.
Du kan søge direkte i Hjælpemiddelbasen ved at klikke her eller læse mere i Hjælpemiddelbasens guide om læse- og skriveteknologi.
Du kan også se Bevilling Danmarks video om gratis hjælpemidler til voksne ordblinde i job og i hjemmet.
Det Kgl. Biblioteks Nota-service
Som ordblind kan du blive medlem af Det Kgl. Biblioteks Nota-service (i daglig tale Nota). Det er et digitalt bibliotek for mennesker, som har et handicap, der gør, at de har vanskeligt ved at læse almindelig trykt tekst. Her får du adgang til mere end 50.000 titler, herunder skønlitteratur, fagbøger, studiebøger og børnebøger i både lyd- og e-bogsformater.
Du kan læse, downloade eller streame bøger direkte fra nota.dk eller via appen “Nota Bibliotek”, som findes til både mobil og tablet.
Det er gratis at være medlem af Nota. Du skal blot kunne dokumentere din ordblindhed. Indmeldelse for privatpersoner sker via Notas hjemmeside, mens fagpersoner kan bruge Notas indmeldelsesportal til at indmelde elever eller kursister.
Skole- og studieservice via Nota
Nota tilbyder forskellige tjenester, som giver adgang til undervisnings- og læsematerialer i tilgængelige formater, uanset alder eller uddannelsesniveau.
- Skoleservice – grundskole: Producerer undervisningsmaterialer i tilgængelige formater til grundskoleelever. Indmeldelse sker via skoleleder eller læsevejleder.
- Studieservice – ungdoms- og voksenuddannelser: For studerende med specialpædagogisk støtte, som har brug for studiebøger i tilgængeligt format.
- Studieservice – videregående uddannelser: For studerende med specialpædagogisk støtte, som har brug for studiebøger i tilgængeligt format.















