Skolerne får mulighed for at bruge Ordblindetesten fra 4. til 9. klasse i to perioder om året
Det er en kæmpe sejr for ordblindesagen, at det er slut med at risikere en ventetid på op til et år! Børne- og Undervisningsministeriet har offentliggjort, at skolerne nu får mulighed for at bruge Ordblindetesten fra 4. til 9. klasse i to perioder om året. Udvidelsen af Ordblindetestens testperiode træder i kraft 1. marts 2026.
I Ordblindeforeningen kan vi ikke få armene ned af begejstring. Det er en sag, vi har kæmpet for i årevis, og det er en enorm lettelse at se vores politiske arbejde bære frugt. Tidligere har reglerne betydet, at elever ofte skulle vente alt for længe på afklaring – tid, hvor de risikerede at tabe modet og sakke bagud i undervisningen.
Som børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye udtrykker det: ’’Det er godt, at det bliver en mulighed. Det kan ikke passe, at elever og deres familier skal vente op til et år på at blive testet. Jo før, vi opdager ordblindhed, jo bedre. Man kan sagtens være en klog og dygtig elev, selvom man har ordblindhed. Men ordblinde skal have de rette hjælpemidler og undervisning i tide, ellers ser de ind i nogle benhårde år på skolebænken.”
Hvad betyder det?
✅ Hurtigere afklaring: Elever kan nu blive testet, når mistanken opstår, uden at skulle vente et helt skoleår.
✅ Tidlig indsats: Den rette støtte og de nødvendige hjælpemidler kan komme i spil langt tidligere.
✅ Færre nederlag: Hurtig hjælp mindsker risikoen for, at ordblindhed fører til mistrivsel og faglige efterslæb.
Dette er et afgørende skridt mod et mere retfærdigt og inkluderende skolesystem, hvor barnets behov kommer før systemet.
Tak til ministeren for at sætte fokus på området og se problematikken, og tak til alle vores medlemmer, der støtter vores arbejde – det er jeres opbakning, der giver os styrken til at råbe højt og skabe forandringer som denne! 🤝

Har du en kommentar?
Skriv din kommentar i det store felt.
Skriv derefter dit navn, din E-mail og eventuelt virksomhed.
hvad med elever der er i det gule felt og 1 point fra det røde felt? må de også testes igen?
Hej Sandra
Tak for din mail. Jeg vil anbefale dig at række du til vores vejledningscenter på telefon 69 13 80 07.
Vores fagkonsulenter kan besvare dit spørgsmål.
Du kan se mere om vejledningscenteret her: https://www.ordblindeforeningen.dk/vejledningscenter/
Mvh Kirstine, Ordblindeforeningen Danmark