Er du en kreativ sjæl med en passion for grafisk design?
Så er Ordblindeforeningen Danmarks plakatkonkurrence lige noget for dig!

 

I anledning af oktober, Den Internationale Ordblindemåned, inviterer vi alle til at deltage i vores plakatkonkurrence. Vi vil meget gerne se dit forslag til vores Ordblindeplakat 2026.

Det vindende plakatdesign vil blive brugt som en del af vores markedsføringsmateriale i 2026 på både tryk, web og som fysisk plakat. Din kunst bliver derfor et vigtigt element i at skabe opmærksomhed på ordblindesagen.

Grib chancen for at føre din kreative vision ud i verden! Udover æren vil vinderen af konkurrencen også modtage et flot Ordblid-kunsttryk af den danske billedkunstner Ken Denning til en værdi af 2.018 kr. Så sæt gang i din fantasi og lad din kreativitet blomstre! Vi ser frem til at modtage dit bidrag til Ordblindeforeningens Ordblindeplakat 2026.

 

Om ’’Ordblid’’

’’Ordblid’’ er et værk, som fanger magien i mødet mellem mennesker med ordblindhed og det danske skriftsprog. Med sin karakteristiske streg og grafiske karakter, skaber Denning en fortælling om mennesker med ordblindhed: Gnidrede bogstaver, et assorteret alfabet, og citatet ’’Jeg er ordblid’’ fortæller os, at handicappet kommer til udtryk, når ordblinde konfronteres med skriftsproget.

Kunsttrykket er produceret efter oliemaleriet ’’Ordblid’’, som var Ordblindeforeningen Danmarks gave til Hans Majestæt Kong Frederik i anledning af hans 50-års fødselsdag. Med dette kunsttryk giver Denning sit bidrag til arbejdet for at skabe opmærksomhed omkring ordblindhed.

 

Konkurrencegrundlag

Som en del af Den Internationale Ordblindemåned, sætter foreningen fokus på ordblindhed med blandt andet en plakatkonkurrence.

Hensigten med konkurrencen er at få så mange som muligt til at åbne op omkring deres ordblindhed og dele deres historier med hinanden for derigennem, i fællesskab, at reflektere over, hvordan ordblindhed påvirker personer med handicappet og deres pårørende.

Åres tema er: Familien i fokus – ordblindhed har ingen alder.

 

Præmie

Den person, hvis plakatdesign bliver udvalgt til at være foreningens Ordblindeplakat 2026, bliver præmieret med et nummereret kunsttryk (Oplag: 60 nummererede og signerede eksemplarer) af Ken Denning til en værdi af 2.018 kr.

Vinderen af foreningens plakatkonkurrence får direkte besked i uge 40 2025. Vinderen offentliggøres på Den Internationale Ordblindedag den 8. oktober 2025.

 

Kriterier til design

  • Ingen tekst på plakaten (men tænk gerne ind i, at der er plads til, at der kan stå ’’Den Internationale Ordblindemåned 2026’’)
  • Plads i bunden af plakaten til at placere 1 logo
  • Brug gerne Ordblindeforeningens farver:
    • Rød – #C71553
    • Mørkerød – #75153A
    • Grøn – #81C185
    • Mørkegrøn – #006E62
    • Blå – #0B6681
    • Turkis – #00A6A6
    • Lysegrå – #C6C6C6
    • Gul – #D8C740

Vi sørger for at indsætte logo og tekst.

Du kan sende dit færdige design i følgende formater:

  • PNG
  • PDF
  • AI (Illustrator-fil)

Vi foretrækker at modtage alle formater, men sidstnævnte er den vigtigste, så vi nemmere kan redigere designets størrelse samt indsætte tekst og logo.

Derudover er rammerne helt åbne og din kreativitet har frit spil!

Plakaten kan udgøres af illustrationer, tegninger eller fotos. Plakaten kan også laves i et tegne- eller layoutprogram, hvilket er en fordel i forhold til at opnå en ordentlig kvalitet, der kan trykkes. Hvis du bruger fotos, skal du være opmærksom på, om du har rettigheder til at bruge dem.

Ordblindeforeningen forbeholder sig ret til at tilpasse plakatformatet i det omfang, som det måtte være nødvendigt samt foretage mindre ændringer. Vinderplakaten trykkes i 50×70 cm og bruges grafisk på Ordblindeforeningens platforme i det efterfølgende år.

Der må kun indsendes ét forslag pr. person. Forslaget sendes til Ordblindeforeningen sammen med beskrivelse af idéen og tankerne bag designet, fx med oplysninger om inspiration, farvevalg og evt. tekst.

 

Aflevering

Den færdige plakat fremsendes til kontor@ordblind.org senest søndag den 21. september 2025.

 Følgende skal indsendes via mail:

  • Plakatforslaget som fil, trykbar i størrelsen: 50 (b) x 70 (h), alle mål i cm.
  • Beskrivelse af idéen bag plakaten på max 1 A4-side
  • Dit navn, mail og telefonnummer

 

Bedømmelseskriterier

Der vil i udvælgelsesprocessen blive lagt særligt vægt på plakatforslagets evne til at:

  • Tage højde for konkurrencegrundlaget
  • Begå sig i mange forskellige formater

 

Juryen består af følgende personer fra Ordblindeforeningen Danmark:

  • Forperson, Gry Kaalund Nicolaisen
  • Næstforperson, Gitte Nielsen
  • Næstforperson, Carina Jensen
  • Forperson for OU – Ordblind Ungdom, Alma Kirkemann

 

Betingelser for at deltage i konkurrencen

Konkurrencen om et Ordblid-kunsttryk af Ken Dennings udbydes af Ordblindeforeningen Danmark, Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup. Du skal være 18 år for at deltage.

Vinderen får direkte besked via mail. Udvælgelse af vinderplakaten og kontakt til vinderen sker i uge 40 2025. Gaven kan ikke returneres eller ombyttes til kontanter eller andre varer. Der udtrækkes 1 vinder. Vinderen modtager gaven i løbet af ca. 3-4 uger efter aftale med Ordblindeforeningen Danmark.

Ordblindeforeningen påtager sig intet ansvar ved trykfejl eller andre fejl i forbindelse med konkurrencen og forbeholder sig ret til uden varsel at ændre i konkurrencens betingelser.

 

Ophavsret

Ordblindeforeningen Danmark forudsætter ved indlevering af forslag til konkurrencen, at forslagsstiller har den fulde ophavsret til det indleverede forslag. Ordblindeforeningen Danmark forbeholder sig retten til at benytte det indleverede forslag i andre sammenhænge.

Enhver tvist omkring ophavsret af det præmierede forslag er et mellemværende mellem ophavsretshaver og den krænkede, og er Ordblindeforeningen Danmark uvedkommende.

Ved præmieringen overdrager forslagsstiller den fulde brugsret over det indleverede forslag til Ordblindeforeningen Danmark.

 

Har du spørgsmål?

Kontakt Ordblindeforeningen Danmark, via e-mail: kontor@ordblind.org eller telefon: 36 75 10 88.

 

Tidligere vindere

Vil du være med i fællesskabet?

Ordblindeforeningen er stemme for mere end 400.000 danskere, og vi har altid plads til flere. 

Dit medlemskab gør en kæmpe forskel.

Klik herunder for at melde dig ind og læse mere om alle de fordele du får, som medlem af Ordblindeforeningen

Del dette indlæg

Har du en kommentar?

Skriv din kommentar i det store felt.

Skriv derefter dit navn, din E-mail og eventuelt virksomhed.