Marianne Jelved er folketingspolitiker for Det Radikale Venstre, desuden er hun også ordblind. Når Marianne ser tilbage, er der særligt en lærerinde, der har haft stor betydning for, at hendes ordblindhed ikke har været en hindring i Mariannes politiske karriere. Læs hendes fortælling her.

Marianne Jelved er folketingspolitiker for Det Radikale Venstre. En post hun har besiddet siden 1987, og som har budt på forskellige ministerposter samt en rolle som politisk leder i partiet. Foruden hendes politiske hverv, er hun uddannet foleskolelærer og har en kandidatgrad i dansk.

Men før kandidatgraden og den politiske karriere oplevede Marianne at dumpe den prøve i 5. klasse, der skulle sende hende videre til mellemskolen. Forklaringen var, at Marianne er ordblind.

Hendes historie er en fortælling om en lille pige, der elskede at skrive og fortælle historier. Derfor kom det bag på hende og hendes forældre, da de fandt ud af, at hun havde stavevanskeligheder. Men det er også en historie om en lærer, der formåede at hjælpe kærligheden til at skrive og fortælle historier på vej – uden at fokusere på, at ordene ikke altid var sat sammen af de rigtige bogstaver.

”Erfaringen fra 5. klasse har præget hele mit liv”

Da Marianne gik i folkeskole, var skolesystemet opdelt i en underskole og en mellemskole. Det betød, at når man kom i 5. klasse, skulle elevernes testes i færdigheder som genfortælling, diktat og regning. På baggrund af prøven blev eleverne efter underskolen henvist til enten eksamensmellemskolen, hvis man bestod, eller den eksamensfri mellemskole, hvis man ikke bestod.

Marianne bestod ikke 5. klassesprøven – en skæbne der normalt ville betyde, at eleven kom i den eksamensfri mellemskole. Mariannes verden brød sammen, da hun fandt ud af, at hun var dumpet. Og hendes lærer mente heldigvis heller ikke, at det det var det rigtige for hende ikke at gå videre i eksamensmellemskole. Derfor fik hun – til trods for at hun ikke havde bestået prøven – alligevel lov til at fortsætte sin skolegang med sine venner på prøvebasis.

”Min lærer, hun var den type lærer, der ikke bare var systemfunktionær. Hun gjorde ikke bare det, der stod i love og paragraffer. Hun tænkte, ”hvad er bedst for det barn, der står over for mig?” For mit vedkommende betød det, at hun mente, at det var bedst for mig at komme med min klasse op i eksamensmellemskolen. Her fik jeg en times undervisning i ugen, som skulle hjælpe mig med at stave og lære lyde,” fortæller Marianne.

”Jeg fik en to-delt karakter for mine opgaver. Én karakter for indholdet, hvor stavefejl ikke talte med, og én karakter for stavning. Jeg lærte på en eller anden måde at leve med det, og jeg lærte at håndtere problemet ved at tillære mig selv nogle regler – først og fremmest at undgå de ord, jeg havde svært ved.”

P’erne går ned under linjen, ligesom mine ben

Netop det med at have nogle huskeregler har haft stor betydning for Marianne i det daglige arbejde som politiker. ”Jeg har lavet en masse regler for mig selv. Vores gruppe – altså vores folketingsgruppe – er med p, fordi der sidder jeg med benene under bordet. Altså p’et går jo ned under linjen. Derfor ved jeg, at gruppe er med to p’er. P’erne går ned under linjen, ligesom mine ben. Den slags regler har jeg hundredevis af. Hvis jeg er i tvivl om et ord, så finder jeg et andet – med mange års træning, så kan jeg gøre det helt vildt hurtigt,” fortæller hun.

Ordblinde skal have håndsrækninger

Marianne Jelved har også brugt sine egne erfaringer i sit arbejde, da hun selv blev skolelærer. ”I mit erhverv som folkeskolelærer fik jeg specialundervisning som linjefag. Jeg har haft et hav af børn med denne type problemer. Det jeg gjorde i min klasse var at analysere hvert eneste barns fejltyper, og gav dem staveord, der passede til dem,” fortæller Marianne om sin tid som lærer i specialklasserne.

Hun tog i høj grad den differentierede undervisning, hun havde lært fra sin egen lærerinde, til sig og forsøgte at give eleverne undervisning i deres specifikke faldgruber. ”Voksenrelationer er ekstremt vigtige. Det værste der kan ske, er når der på en skole er en ånd, der siger, her er vi ikke ordblinde. Ordblinde skal have håndsrækninger – andet er uacceptabelt”.

Når Marianne kigger tilbage på hendes skoletid, står netop den lærerinde, som gav hende en håndsrækning, skarpt i hendes erindring. Effekterne af denne håndsrækning er i dag tydelige: Marianne har skrevet bøger og er et af Folketingets længst siddende medlemmer.

”Bare fordi du er ordblind, skal du altså ikke være ked af det. Fortæl de historier du gerne vil fortælle, så kan vi hjælpes ad med at sætte bogstaverne sammen bagefter. Det vigtige er jo det, du har inde i dig, som du gerne vil have frem. Det er meget vigtigere end at stave rigtigt.”