Til fagpersoner

Få viden og gode råd om at arbejde med ordblinde elever i grundskolen.

Hjælp til at lære at brug læse- og skriveteknologier

Ordlab har over 450 videoer om de nyeste og mest aktuelle læse- og skrivestøttende teknologier. Ordlab videoer viser dig, hvordan du bruger de forskellige teknologier på en nem og forståelig måde. Videoerne er til dig som er ordblind eller dig som skal støtte et menneske med ordblindhed i brug af sine støtten teknologier.  

Se mere i videoen til højre og besøg Ordlabs hjemmeside her.

Når man skal undervise en ordblind elev, er der mange ting, man skal have styr på og være opmærksom på. Foreningen har derfor samlet nogle af de vigtigste punkter her på siden.

Udover det fagligt rigtige, er det også vigtigt, at man som underviser lytter til den ordblinde. Oftest ved eleven selv bedst, hvad der virker. Lyt derfor til eleven. Men elevens forældre, andre lærere og specialundervisningslæreren er også kilder til vigtig information og idéudveksling.

  • Fortæl om langtidsplanlægningen: fx hvad der skal foregå i undervisningen den næste uge, den næste måned osv.
  • Inddel så meget som muligt af undervisningsstoffet i overskuelige dele.
  • Undervis ud fra et program for hver uge/time. Præsenter programmet visuelt.
  • Rids det faglige overblik op flere gange: “I går beskæftigede vi os med det, i dag er det sådan, og i morgen skal vi videre til ….”.
  • Sørg for, at der er mulighed for at høre fagudtryk mange gange evt. oplæst via forskellige former for hjælpemidler med talestøtte.
  • Introducér nye ideer og begreber direkte. Giv et overblik over emnerne, så eleverne ved, hvad de kan forvente sig.
  • Lad eleverne have adgang til ordbøger med talestøtte og opslagshjælp.
  • Giv specifikke og konkrete instruktioner og anvend enkelt, utvetydigt sprog.
  • Let notatarbejdet for eleven – skriv kun det nødvendigste på tavlen. Giv eleven mulighed for at kopiere en kammerats notater.
  • Sørg for at uddele noter på forhånd – det letter notearbejdet.
  • Visualisér og konkretiser så meget som muligt – evt. ved at bruge den samme farve eller det samme symbol ved emnet/ordet.
  • Vær opmærksom på sprogbrug.Variér og tilpas hastigheden på, når stoffet formidles.
  • Uddel kopier og resuméer før timerne for derved at give tid til læsning og evt. indscanning og oplæsning med talestøtte.
  • Anvend tydelige transparenter eller lysbilleder. Begræns mængden af tekst.
  • Skab et multisensorisk læringsmiljø ved hjælp af video, billeder, diagrammer, praktiske og eksperimentale aktiviteter.
  • Bed ikke den ordblinde elev om på stedet at skulle svare på spørgsmål eller læse højt for hele klassen.
  • Tillad tid til konsolidering og overindlæring ved at repetere hyppigt.
  • Gør læseformålet klart for eleverne inden teksten skal læses, idet der redegøres for, hvad teksten skal bruges til.
  • Forklar skriftlige opgaver tydeligt og giv eleven hjælp til at planlægge arbejdet evt. ved at inddele opgaven i mindre enheder.
  • Tillad at opgavebesvarelser bliver skrevet på computer med tekstbehandling, indtalt på bånd eller skrevet med ‘sekretær’ bistand.
  • Giv eleven mulighed for at anvende lydbøger med fagets tekster.
  • Søg viden om teknologiske hjælpemidler og andre støtteforanstaltninger og støt elevernes anvendelse af dem.
  • Tillad brug af Læse-og skriveteknologier (LST) fx lydbøger, elektroniske ordbøger, båndoptager, diktafon, bærbar computer m.v.
  • Undervis eleven i anvendelsen af hjælpemidlerne i det daglige og overvej i samarbejde med elev, forældre og skolen dispensationsmuligheder ved prøver og eksaminer.

Hvor kan man som lærer få hjælp?

Kommuner og skoler kan få faglig sparring af Børne- og Undervisningsministeriets læringskonsulenter. Læringskonsulenterne er erfarne praktikere, som tilbyder landsdækkende vejledning og sparring med formålet om at gøre en forskel for børns læring.

Læs mere og kontakt læringskonsulenterne på grundskoleområdet her.

Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) tilbyder rådgivning på socialområdet og specialundervisningsområdet. VISO yder gratis rådgivning og udredning til fagfolk, hvis der er behov for supplerende ekspertise, viden og erfaring.

Læs mere om VISO her.

Fagpersoner kan også søge råd og vejledning her:

Ordblindevenlige skoler

Ordblindeforeningen har, med inspiration fra de norske såkaldte Dysleksivenlige skoler, listet en række kriterier, som bør opfyldes for at man som skole kan kalde sig ordblindevenlig. Vi mener, at disse kriterier er afgørende for vellykket inklusion, dvs. lige deltagelses- og udviklingsmuligheder for elever med ordblindhed. Vi håber, at du kan finde inspiration til en mere ordblindevenlig skole.

  1. Skoleledelsen og lærerne har drøftet, hvad skolen kan gøre for elever med læse- og skrivevanskeligheder, og de har besluttet, at skolen har som mål at blive ordblindevenlig.
  2. Skolen har planer, som sikrer en styrkelse af lærernes kompetenceniveau i forhold til læse- og skrivevanskeligheder og læse- og skriveteknologi.
  3. Skolen har et bredt tilbud af læremidler, så alle elever har adgang til alt fagstof. Skolen har rutiner i brug og vedligeholdelse af for eksempel læse- og skriveteknologi, hjælpemidler, lydbøger og scanning.
  4. Skolen arbejder aktivt for at skabe et godt og inkluderende læringsmiljø. God klasseledelse er en præmis for et godt læringsmiljø, så det er acceptabelt for alle, at der undervises på forskellige niveauer. God klasseledelse gavner alle elever.
  5. Skolen har indført en rutine for udredning af eleverne, så den kan overvåge deres udvikling eller mangel på udvikling. Skolen har også procedurer for, hvad der skal ske, når man opdager elever med læse- og skrivevanskeligheder.
  6. Skolen har procedurer for at sætte ind med passende tiltag for elever med ordblindhed, som sakker bagud i forhold til deres handleplan.
  7. Ved folkeskolens prøver har elever med ordblindhed lige vilkår ved brug af hjælpemidler, forlænget tid m.v. i henhold til ministeriets vejledning. Tilrettelæggelsen tilpasses den enkelte elevs behov.
  8. Skolen skal med udgangspunkt i den årlige trivselsmåling dokumentere gode rutiner i forhold til elevsamtaler, arbejde med det psykosociale miljø, mobning m.v.
  9. Forældrene og eleven inddrages i skolens arbejde med elevens handleplan, lektieplaner og lektieaftaler.
  10. Skolen har indarbejdet effektive ordblindevenlige metoder. Det forventes, at skoler holder sig orienterede om nye undervisningsmetoder for elever med ordblindhed.

Guiden til ordblindhed i grundskolen – inspirationsmateriale

I dette inspirationsmateriale får du viden om ordblindhed og identifikation af ordblindhed og inspiration til, hvordan du kan tilrettelægge indsatser målrettet til ordblinde elever i almenundervisningen i grundskolen. Hvis elever viser tegn på læsevanskeligheder, skal det afklares, om der er tale om ordblindhed, så de kan få den relevante støtte i almenundervisningen. Forskningen inden for læsning har vist, at ordblindhed er en specifik læsevanskelighed, og at en tidlig identifikation er vigtig for at understøtte denne elevgruppe bedst muligt gennem skoleforløbet.
I inspirationsmaterialet kan du bl.a. læse om:
• Inspirationsmaterialets målgrupper
• Lovgivning og rammer
• Om ordblindhed
• Undervisning
• Gode råd til forældre
• Gode råd til elever.

Inspirationsmaterialet er udarbejdet af Børne- og Undervisningsministeriet, men er ikke længere tilgængeligt via ministeriets hjemmesider. Vi gør derfor opmærksom på, at indhold ikke er opdateret, og der kan være afvigelser til gældende regler og praksis.

Ordblindhed i grundskolen – et inspirationsmateriale

Alle har ret til en uddannelse

Med dette vejledningsmateriale ønsker Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM, at inspirere de videregående uddannelsesinstitutioner, herunder undervisere, vejledere og administrativt personale, i deres arbejde med at støtte studerende med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser i deres uddannelsesforløb.

Dette søger DCUM at gøre ved dels at bidrage med viden om og anbefalinger til, hvad der i arbejdet med at støtte studerende med funktionsnedsættelser på videregående uddannelsesinstitutioner med fordel kan rettes en opmærksomhed mod.

Dels ved at bidrage med viden om, hvordan fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser kan påvirke studerende i forskellige studierelaterede kontekster.

På side 88 bliver ordblindhed omtalt.

EMU Danmarks læringsportal

EMU er Børne- og Undervisningsministeriets digitale læringsportal, der inspirerer Danmarks lærere, pædagogisk personale og ledere og fremmer refleksion over egen praksis. På EMU finder du oplysninger om ordblindhed. Klik her for at komme ind på EMU.

Støt ordblindeforeningen og hold dig opdateret på det seneste nye

ROAL – Samrådet for ordblindhed og andre læsevanskeligheder

ROAL arbejder for at sikre ligeværdig deltagelse i samfundet for mennesker med ordblindhed og andre læsevanskeligheder. Foreningen har udarbejdet en handleplan, som er tænkt som et redskab til dialog mellem elev, forældre og skole, så̊ eleven oplever sig reelt inkluderet i undervisningen trods sine læse- og skrivevanskeligheder.

ROAL har også udarbejdet et forslag, der præciserer testvejledernes kvalifikationer i grundskolen i forbindelse med den nationale ordblindetest.

Læs mere her.