Nej, det er det selvfølgelig ikke. For en stor del af befolkningen, heriblandt ordblinde, er programmer som eksempelvis Siri et afgørende redskab til f.eks. at kunne skrive og læse beskeder på mobiltelefonen.

I den seneste tid har der været stor opmærksomhed omkring, at Apple og Google lytter til og nedskriver det indhold, vi indtaler. Det har med ret vakt stor bekymring, blandt andet i Danmark. I dagens udsendelse af Go’ morgen Danmark udtaler en radiovært og teknologikritiker, at vi bør slå Siri fra. Han finder det for en barnlig opførsel og ganske tåbeligt at tale til sin telefon frem for at bruge telefonens tastatur og skrive selv. Det mener vi som forening er en meget uheldig udtalelse og en udtalelse, som er nedsættende over for mennesker med ordblindhed. Vi bruger mange ressourcer på at fortælle vores medlemmer, at det er helt ok at indtale og få oplæst tekst, herunder på sin mobiltelefon. For os er programmer som Siri derfor et stort fremskridt, og vi har derigennem fået mulighed for at deltage i samfundet på lige vilkår med alle andre. Vi vil derfor gerne understrege, at det ikke er tåbeligt at bruge Siri.

Samtidig er vi glade for, at Google oplyser, at der vil blive sat en stopper for den anvendte praksis til at træne stemmegenkendelse, og at Datatilsynet er på sagen omkring aflytning af private samtaler og beskeder.