Kontakt
Søg
Sitemap
Print siden
Links
Ordblinde/Dysleksiforeningen i Danmark
The Danish Dyslexia Association
Blekinge Boulevard 2
2630 Taastrup

Tlf.: 36 75 10 88
Mail: kontor@ordblind.org

CVR: 16741302

Le med os - ikke af os

Skuespiller Ghita Nørby har kæmpet med sin ordblindhed hele livet. Det kniber stadig med at stave og hun læser langsomt, men hun har vundet over ordene.

Tekst og foto:
Freelancejournalist Sisse Valnert og
Netværkslokomotivet
Sakset fra Netværkslokomotivets nyhedsbrev


”Jeg var faktisk ganske god til at skrive stil i skolen. Men min stile var fulde af stavefejl, og det blev de bedømt på. Ikke indholdet”, fortalte Ghita Nørby efter at hun og hendes mand, musikeren Svend Skipper, havde afsluttet Netværkslokomotivets konferece, Stram op.

”I skolen havde en eller anden skrevet ”Ghita er dum” på tavlen. Det var en forfærdelig oplevelse, som satte sig dybe spor.”

Er man først stemplet som dum, så er det en ydmygende etikette, der er meget svær at komme af med igen.

Hjælp og indsigt

Selvtilliden kom først, da hun som ung blev sendt på Askov Højskole.

”Der oplevede jeg, at jeg ikke følte mig trådt på. Jeg blev accepteret.”

På højskolen lærte Ghita Nørby at lytte, sætte streg under de vigtige ord, og hun begyndte at skrive noter til sig selv.

I dag har hun udviklet sin egen tegnsætning, som hun blandt andet bruger, når hun læser op.

”Det gælder om at bruge alle de hjælpemidler, der findes, når man er ordblind. Og det handler om at stole på sig selv. Det arbejde, Netværkslokomotivet står for, er fantastisk, for her får en masse mennesker både hjælp og indsigt. I dag er det ingen skam at være ordblind.”

Stædighed og vilje

”Jeg elsker at læse bøger, men det går langsomt. Jeg læser på min egen måde.”

Ghita Nørby skriver også breve.

”På et tidspunkt overvejede jeg at stoppe med at skrive, for der er jo stadig stavefejl i mine breve. Men så tænkte jeg mig i modtagerens sted – og jeg vil hellere får et brev med stavefejl end slet ingen breve få. Så må folk more sig over fejlene. Det er i orden. Bare husk: Le med os og ikke af os.”

Stædighed og vilje har hjulpet Ghita Nørby i kampen mod bogstaverne og ordene.

At hun har vundet kampen, var der ingen tvivl om, da hun ved konferencens afslutning læste op af blandt andre H.C. Andersen. Her udfoldede den erfarne skuespiller sit talent for sproget, tonen og timingen.

Tavlen er visket ren. Ghita er ikke dum. Det har hun aldrig været.