Andre artikler
15.500 til Ordblindeforeningen
Det tager tid
Jeppes historie
Ordblindeinstituttet
Anders kommer videre på VUC
Kontakt
Søg
Sitemap
Print siden
Links
Ordblinde/Dysleksiforeningen i Danmark
The Danish Dyslexia Association
Blekinge Boulevard 2
2630 Taastrup

Tlf.: 36 75 10 88
Mail: kontor@ordblind.org

CVR: 16741302

Jeppes vej til et selvstændigt og ligeværdigt skoleliv sammen med sine klasse-kammerater

- Vores søn Jeppe på nu 12 år, går i en almindelig 5. klasse i folkeskolen. Det gør de fleste 12 årige børn i dagens Danmark

Forskellen mellem Jeppe og de øvrige 12 årige børn i Danmark er, at Jeppe er dyslektiker. I dagens Danmark er vi meget hurtige til at sortere og kategorisere både børn og voksne, alt efter, hvilke funktioner eller dysfunktioner hver person har eller rettere, hvilke færdigheder de mangler.

I alderen 0 - 6 år befinder de fleste børn sig et eller andet sted i institutionsverdenen. I denne periode har vi ikke fået sorteret dyslektikerne fra. Sortering finder dog sted i stor udstrækning, hvis barnet har fysiske eller psykiske handicaps. Så placeres barnet i institutioner, hvor man kan tilgodese denne børnegruppes særlige behov. Med et solidt fokus på de mangler som barnet har.

Således fortsætter sorteringen i folkeskolen: Synsproblemer – specialskole, Høreproblemer – specialskole, adfærdsproblemer – specialskole/specialklasse, Indlæringsvanskeligleder-specialklasser/specialskoler i forskellig grad, dysleksi – specialundervisning/læseklasser. Vi har et særdeles forfinet netværk med henblik på sortering af vore børn/medborgere med fejlfinder-brillerne på. Måske er det en af årsagerne til, at så mange medborgere føler sig fremmedgjorte for hinanden. Plejehjemsbeboere mangler liv omkring sig. Mange børn uden bedsteforældre har ikke kendskab til hvad den generation kan give. Mange såkaldt normale børn har ikke noget kendskab til, hvad det vil sige at være fysisk/psykisk handicappet – dermed bliver institutioner til disse børn ofte omgærdet af mystik og angst.

For mig at se bør vi have fokus på det enkelte menneskes vækstpunkter. Der hvor der er dysfunktioner, er det vigtigt at blive opmærksom på de forcer, der er hos personen. Kan der kompenseres for dysfunktionerne ved, at gå ind og flytte fokus til de potentialer der er til stede hos den enkelte.

Med dette som udgangspunkt begynder min fortælling om vores dreng Jeppe på nu 12 år:
Jeppe begyndte sin skolekarriere som man nu engang gør her i landet, som 6 årig i børnehaveklasse. Han kom i skole med en god portion selvtillid, lidt ængstelig for dette nye selvfølgelig, men alligevel med en god portion gå – på mod.

At læsningens kunst ikke gik i samme tempo som for vores ældste dreng, der havde lært sig selv at læse i børnehavealderen, var klart for os.

Til trods for dette var det med blandede følelser, at vi fik tilbudt specialundervisning til Jeppe i slutningen af 2. klasse. Blandede følelser fordi, naturligvis var det godt, at han nu kunne få
” et lille skub”, som hans lærer udtrykte det, ved hjælp af specialundervisning, men samtidig havde vi så inderligt ondt af Jeppe, fordi han nu skulle gå den tunge vej som ”frasorteret”, ikke god nok i forhold til det parameter, som nu engang er udstukket.

Jeppe er vores midter barn – alligevel var vi nye forældre ud i specialundervisningsverdenen. Derfor var vi så tålmodige og tænkte, at det måtte nok være sådan, når Jeppe kom grædende hjem og fortalte at det var MEGET svært at komme ind i klassen, efter at have været trukket ud til dansk. Specialundervisningen i dansk foregik nemlig i en del af matematiktimerne. Når Jeppe kom ind i klassen igen efter specialundervisningen, var klassen godt i gang med at regne de stykker, som læreren havde gennemgået forinden. Der stod Jeppe så og måtte selv forsøge at finde ud af, hvad det handlede om. Læreren havde forståeligt nok travlt med, at hjælpe de børn som allerede var godt i gang. Jeppe græd. Jeppe kom bagud i Matematik. Jeppe måtte have specialundervisning i matematik i 3. klasse.

I 3. klasse foreslår specialundervisnings læreren at Jeppe kan få ”et løft ” et år i den kommunale læseklasse, hvor der kun er 6 elever. Efter mange modstridende følelser siger vi endelig ja til tilbuddet.

Vi blev orienteret om, at eleverne i læseklassen i modsætning til ”almindelige” 4. klasser i Danmark, ikke skulle have engelsk. Vi henholdt os til, at folkeskoleloven i Danmark foreskriver at elever i 4. klasse skal have engelsk – Jeppe fik engelsk. Jeppe var den eneste i læseklassen som gik ind i sin gamle klasse og fik engelskundervisning hver uge. Jeppe var efter et par måneders undervisning i engelsk, naturligt nok, langt længere fremme i ordforråd og forståelse af sproget, end sine klassekammerater i læseklassen. Engelsk læreren udtalte at Jeppe fungerede på samme niveau, som de andre elever i klassen. Den første sprogundervisning foregår primært ”gennem øret” - derfor var det ikke et problem for Jeppe at deltage i den almindelige engelskundervisning.

Da Jeppe startede i læseklassen var han testet til, at hans læseniveau lå på 2. klassetrin. Jeppe havde to lærere i læseklassen, som begge ville deres elever det bedste. Til trods for dette, sætter vi spørgsmålstegn ved det faglige niveau. Ved juletid gik den ene lærer på pension (det havde skolen vidst fra skoleårets start). Derefter begyndte en betydelig kvalitets forringelse af undervisningen. Det var nu primært vikarer der underviste i klassen, man kunne ikke skaffe uddannede lærere, endsige slet ikke speciallærere. Man kunne også reflektere lidt over, om skolen prioriterede denne elevgruppe højt nok. Det havde været på sin plads med omrokering af lærerressourcerne på skolen, således at der i det mindste var kommet en læreruddannet person ind i klassen – ikke mindst når man i et halvt år forinden var orienteret om, at den pågældende lærer gik på efterløn til nytår.

I lange perioder var det nyudsprungne studenter, der vikarierede. De gjorde det bedste de kunne – det var bare ikke tilstrækkeligt.

Vi oplevede en ensidig fokusering på det, som Jeppe var dårligst til – at læse og skrive. Det styrker ikke selvtilliden, hele tiden at blive konfronteret med alt det man er dårlig til. Matematik undervisningen var meget sparsom. Specielt efter at den lærer der gik på efterløn var væk – var det meget begrænset, hvor meget matematik der blev lavet. Alt i alt havde Jeppe mistet ca. et skoleårs matematik undervisning. (Det arbejdede vi med at indhente i sommerferien 2002, hvor Jeppe knoklede sig igennem 4. klasses matematikbog).

Det var en tid, hvor Jeppe var meget påvirket psykisk – han græd meget. Han kæmpede ihærdigt med at bevare kontakten til sin gamle klasse. Rent fysisk var læseklassen placeret ved siden af hans gamle klasse. Jeppe gik derfor hvert frikvarter ind i sin gamle klasse og hægtede sig, det bedste han kunne, på sine gamle kammerater. Til trods for at de var søde til at tage imod ham, er det ikke det samme, som når man har fællesoplevelserne i timerne. Fællesskabet var brudt. Distancen skabt.

Skoleåret i læseklassen skred frem og vi skulle til at træffe beslutning om, hvad der skulle ske for Jeppe i 5. klasse. På konferencer udtalte skolepsykologen sig, på baggrund af en WISC- test af Jeppe. Testen viste helt klart afkodningsproblemer, men samtidig at han var en velbegavet dreng.Vi, Jeppes forældre, skulle nu vurdere ud fra lærere, specialister og vores egne ønsker og viden om Jeppe, hvad der ville være det bedste for Jeppe.

For at kunne høste lidt af de erfaringer, andre forældre har gjort i forhold til deres børn med læsevanskeligheder, meldte vi os ind i Ordblinde/Dysleksiforeningen. Her kom vi til at tale med Agnete Elmquist. Hun anbefalede os, at vi som det første fik Jeppe ”stemplet” som ordblind på baggrund af de tests som skolepsykologen havde taget. Dette ville være billetten til ansøgninger om kompenserende hjælpemidler og have betydning i forhold til den ekstra tid, som Jeppe vil få ved senere eksamener. Dernæst anbefalede hun os, at vi forlangte at Jeppe kom tilbage til sin gamle klasse – for at få de samme intellektuelle udfordringer som de andre børn. Endelig foreslog hun at vi bad om, at den specialundervisning som Jeppe har krav på, måtte ligge efter skoletid. Derved fik han mest muligt samvær med sin klasse og skulle ikke gå ud i tide og utide til specialundervisning og dermed forlade klassefællesskabet.

Vi kastede os ud i at gå den vej som var os vist:
Skolens udspil til Jeppes fremtid i skolen var, at Jeppe på baggrund af de præstationer som han havde vist, eller mangel på samme, skulle videre til amtes centerklasser/ordblindeklasser.
Vi, Jeppes forældre, bekendtgjorde derimod, at vi ønskede at Jeppe kom tilbage til sin oprindelige klasse. Jeppes tilbagevenden til almindelig klasse søgte vi i henhold til Folkeskolelovens § 20 stk. 2, som omhandler enkeltintegrerede elever ( = elever der trods vidtgående specifikke læsevanskeligheder, modtager deres undervisning i normalklasse).

Samtidig gik vi i gang med at ansøge om en såkaldt ”IT- rygsæk”. Vi ansøgte i henhold til folkeskolelovens § 3, stk 2 og bekendtgørelse nr. 896 af 22.9.2000 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, hvoraf det fremgår, at skolen har ansvaret for at stille særlige undervisningsmaterialer og tekniske hjælpemidler, som er nødvendige i forbindelse med undervisningen af eleven, til rådighed. Ligeledes i hjemmet.

Det har ikke været noget let arbejde at få bevillingen igennem, til trods for at vi virkelig har oplevet en solid opbakning fra lærere, skolepsykologer, skoleledere, tale- læsepædagog og chefpsykolog. Det virkede som om, at da vi først havde plantet ideen, så var alle med på tanken og indså, at for et barn som Jeppe var placering i egen klasse med solid IT- hjælp, det tilbud der passede bedst. Ansøgningen ”kørte rundt” i lang tid. Den var sågar inde i undervisningsministeriet og vende. Kommunen havde ingen politik på området.

Der skulle opstilles kriterier for, hvem der kunne bevilges en bærbar computer. Jeppe er blevet et parameter for fremtidige ansøgere i kommunen og udgør det samtidig for kommunens pilotprojekt på området.

Man kan så undres over panikken i forhold til at afgrænse ansøger kredsen. Prisen for det udstyr som Jeppe er bevilget er ca. 40.000 kr.. Den årlige omkostning, for at have en elev i specialundervisnings klasse er ca. 180.000 kr. . Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange flere børn, som vil kunne profitere af en bærbar computer med software, som Jeppe har fået.
Man pointerer, at det er vigtigt, at ud over at barnet/eleven skal være velbegavet som Jeppe, så er det væsentligt, at der også er opbakning i hjemmet. Man kan da stille spørgsmålstegn ved om specialundervisning ikke også kræver opbakning fra hjemmet – kan den stå alene uden opbakning? Næppe.

I de hjem hvor der ikke er opbakning, var der måske en mulighed for at et barn med læsevanskeligheder/ordblindhed kunne erhverve sig nogle flere kompetencer, ved hjælp af de ressourcer og den prestige, der ligger i IT-hjælpemidlet. Vov det – tør det - lad intet være uprøvet!!!!

Der er ingen risiko forbundet ved at bevilge computerne til børnene – det kan under ingen omstændigheder være skadeligt at forsøge.

Jeppe blev umiddelbart efter nytår 2003 bevilget sin bærbare computer, 2 scannere (en hjemme og en i skolen), en printer i klassen, samt en iris-læsepen. I computeren er installeret Vitex som Jeppe bruger til at scanne tekster ind med. Vital syntetisk tale der læser al tekst op for Jeppe. Han kan læse, hvad der står på internettet, alle tekster han scanner ind eller tekster han selv har skrevet ved hjælp af Viseord.

Jeppe modtager ikke specialundervisning, da vi har vægtet det, at Jeppe skal være med i klassen hele tiden højest. Vi anmodede om at støttetimerne, som Jeppe i henhold til hans handicap er berettiget til, blev lagt ind i klassens undervisning. Hvilket de blev i starten af skoleåret. Anden specialundervisning har vi ikke ønsket til Jeppe, med mindre den kan placeres efter skoletid. Dette har tilsyneladende ikke været muligt, idet Jeppe ikke er blevet tilbudt nogen specialundervisning. Jeppe har dog selv meldt sig til lektiehjælp, et tilbud som er til for alle skolens elever. Han erfarede, at mange fra hans klasse skulle gå til lektiehjælp, derfor ville Jeppe også være med.

Jeppe fungerer fuldkommen på lige fod med sine klassekammerater. Hvad der også er meget væsentligt er, at han ikke udgør nogen ”belastning” for klassen i forhold til at ”stjæle” ressourcer fra læreren. Ifølge klasselæreren er Jeppe god til at arbejde selvstændigt – således at lærerens tid fordeles ligeligt mellem eleverne efter deres forskellige forudsætninger. Når Jeppe er på ekskursioner med klassen er Jeppe stadig ordblind, men han har en chance for at erhverve sig den viden de andre elever gør via pjecer og opslag, ved hjælp af sin Irispen. Verden ligger åben for Jeppe og han trasker glad af sted.

I dag har vi en dejlig, glad dreng som er glad for at gå i skole. Der er himmelvid forskel på den Jeppe der gik i læseklassen sidste år og den Jeppe der netop har afsluttet almindelig 5. klasse. Forleden dag stødte vi på klassebilledet fra dengang Jeppe gik i læseklassen. Jeppe udbrød: ”åh, mor jeg bliver helt i dårligt humør - når jeg ser på billedet og tænker tilbage på dengang”. En sådan udtalelse fra Jeppe gør, at vi tænker: – vi har valgt rigtig for Jeppe her og nu.

Vi blev kontaktet af nogle forældre for nogen tid siden som spurgte os om, hvilke erfaringer vi og Jeppe havde gjort med hans år i læseklassen. Inden vi vendte tilbage med vores vurdering spurgte vi Jeppe, hvad hans mening var – hvad skulle vi råde dem til. Jeppe sagde: ”Det værste er, at han må være indstillet på, at han mister alle sine venner, når han kommer ind i læseklassen”.

Det er for mig at se, en katastrofal følelse man påfører sit barn – at blive frasorteret og venneløs på én gang.

Det er så vigtigt med de samme oplevelser/stimuli, som de øvrige klassekammerater får. For kort tid siden var Jeppe på lejrskole med sin klasse på Middelaldercenteret på Falster, hvor de var ude i telt i et forfærdeligt vejr. Alle blev drivvåde både ordblinde og ikke ordblinde. Selvfølgelig var der ikke særforanstaltninger, fordi man er ordblind. Alle blev våde – det er for os at se det, det handler om: at vores søn får mulighed for de samme oplevelser, som de andre børn – ” både sol og regn”. Vi er så heldige at leve i en tid, hvor der er hjælpemidler/ IT som kan kompensere for det, der er vanskeligt, når man er ordblind. Det er nu blevet muligt, at fokusere på vores barns vækstpunkter i stedet for det, der ikke fungerer optimalt. Det positive fokus og de succeser vi oplever undervejs, er nu engang det der bærer os frem her i livet – det gælder om man er ordblind eller ej.

Astrid Eiken