Andre artikler
15.500 til Ordblindeforeningen
Det tager tid
Jeppes historie
Ordblindeinstituttet
Anders kommer videre på VUC
Kontakt
Søg
Sitemap
Print siden
Links
Ordblinde/Dysleksiforeningen i Danmark
The Danish Dyslexia Association
Blekinge Boulevard 2
2630 Taastrup

Tlf.: 36 75 10 88
Mail: kontor@ordblind.org

CVR: 16741302

Det tager tid at være ordblind

Ordene i overskriften er Gitte Sindholt-Tonnesens. Og hun ved, hvad hun taler om, for hun har i en stor del af sit 29-årige liv kæmpet sin egen kamp med bogstaver, ord og tal. Vi har besøgt hende for at kunne fortælle en historie om de barrierer, der findes i skolen, i dagliglivet, i det sociale system og i uddannelsessystemet, når man er stærkt ordblind. Historien fortæller heldigvis også om de muligheder, der i dag findes for at kompensere for handicappet gennem IT-hjælpemidler.

HIT særnummer, 2000, side 12-14.
Af Marianne Henriksen, HMI


At finde vej
En helt almindelig tirsdag med solskin i forruden kørte jeg til Kolding for at interviewe en ung kvinde, der ifølge Vejle Amts Kommunikationscenter havde klaret sig gennem en pædagoguddannelse til trods for meget svær dysleksi. Nu er jeg ikke særlig kendt i Kolding, så jeg kom bestemt ikke til den aftalte tid. Men endelig fandt Corollaen den rigtige indkørsel, hvor interviewofferet Gitte Sindholt-Tonnesen bor.

Inden der var gået 5 minutter havde jeg modtaget en del sympati for mine problemer med at finde vej. For hvis jeg havde spildt ½ time i Kolding centrum, så var og er det vand i forhold til de timer, som Gitte har brugt på at finde vej i sit 29-årige liv. Som ordblind bilist er hun nødsaget til at køre efter kendte pejlemærker eller indlærte billeder - og allerhelst i kendt territorium - for vejskilte er ulæselige. Motorvejen er helt udelukket, for det går simpelthen for stærkt til, at hun kan nå at orientere sig. Gitte giver mange eksempler på, hvor lukket land ukendte omgivelser er for hende.

Derfor er det yderst sjældent, hun begiver sig alene ud i nye lokaliteter - på stående fod kan hun kun huske to gange, nemlig Fredericia og Billund.

Kompenserer
Jeg finder ret hurtigt ud af, at jeg skal have fart i kuglepennen, når jeg noterer, for Gitte taler som en vandfald. Da jeg senere i samtalen spørger hende, om hun aldrig trækker vejret, afslører hun, at den hurtige talestrøm dækker over udtalefejl. At kompensere for problemerne med "venstre/højre krydset oppe i hjernen", som hun siger, viser hun sig at være en sand mester i. Den fantastiske evne til at kompensere for handicappet er uden tvivl også grunden til, at Gitte først blev diagnosticeret som tal- og ordblind, da hun var midt i 20erne og i gang med pædagogstudiet.

Hvordan det er lykkedes for hende at nå så langt uden anden hjælp end stædighed og evne til at kompensere, skyldes massiv opbakning fra forældrene. De har terpet staveord, læst hele bøger op - også på seminariet, ageret sekretærer og i det hele taget været i baggrunden hele tiden og har sørget for, at sætningen du er dum, du er dum ikke har brændt sig fast. Men selv over for forældrene lykkedes det Gitte at skjule dysleksien, indtil hun blev diagnostiseret.

I folkeskolen blev der aldrig sat ind, og hun blev aldrig diagnosticeret dyslektiker. Så Gitte klarede sig igennem ved at lære alt udenad og ved at være god til at aflæse sproget som genkendelige billeder. Men der var trods alt grænser for, hvor stort lageret af parate ordbilleder kunne være - selv for Gitte der har optrænet en klæbehjerne - så især diktat og skriftlige eksaminer var et mareridt, for det var ukendt stof, og hjælpemidler som fx ordbøger var uanvendelige, og kompenserende foranstaltninger i form af IT-støtte var slet ikke opfundet.

At knokle
Den unge Gitte Sindholt-Tonnesens lidelser fortsatte efter folkeskolen, hvor hun tog en butiksuddannelse. Og det var et knokkelarbejde også at få den eksamen i hus, men handelsskolebeviset viser ikke desto mindre både 9-, 10- og 11-taller. I samme åndedrag fortæller hun, at pga. al den energi hun brugte på at læse var der ikke ret meget tid til overs til socialt samvær.

På trods af alt knokleriet og de nederlag, der også fulgte med, gik Gitte efter en tid i gang med at gå på HF, for hun ville gerne noget andet end at stå i butik. Imidlertid blev det efter en tid for svært, for der var simpelthen for mange nye begreber og ord til, at hun kunne kapere dem. Så hun besluttede sig for at stoppe på HF inden eksamen af ren og skær skræk for at få en uforståelig ekstemporaltekst, hun ikke kunne læse - og lave karakterer. For nok er Gitte ordblind, men hun er altså også både stædig og ærekær. Men hun lægger ikke skjul på, at det at give op på HF gav hende et knæk, for her rakte forældrenes opbakning, hendes egen stædighed og evne til at kompensere for sit handicap ikke.

Tykke bøger
Efter en periode som pædagogmedhjælper besluttede Gitte sig for at starte på pædagogseminariet, fordi hun gerne ville arbejde med børn, og fordi det var et job, hun vidste, hun brændte for og var god til. I 1997 startede hun derfor på seminariet. Her tog bøgerne næsten magten fra hende - de var tykke og fyldt med endnu flere nye ord og begreber end på HF - og så skulle de være læst på ingen tid. Og selvom hun var grædefærdig, ville hun ikke stoppe, for det havde hun jo prøvet på HF.

På seminariet blev hun tilbudt at gå på skriveværksted, men der skulle hun ikke hen. For der gik de dygtige af en eller anden grund - og hun skulle ikke have smidt ordene forkert forkert i hovedet. Så forældrene agerede fortsat sekretærer og hjalp med de sværeste ord.

På 2. studieår med specialeperioden lige om hjørnet begyndte nettet at strammes, for det almindeligste er at lave speciale i grupper. Men det kunne Gitte simpelthen ikke overskue, for hun havde ikke råd til at læse 200 sider til ingen nytte i en evt. afklaringsfase, og så komme man jo også nemt til at afsløre sit læse/skrivehandicap, når man arbejder tæt sammen. Så hun valgte at skrive sit speciale alene.

Imens Gitte fortæller om sine mange problemer - og nederlag - får hun med glimt i øjet og store armbevægelser også fortalt, at hun har smadret mindst en stavekontrol, fordi hun blot tilføjede alle de ord, der var markeret med rød bølgestreg, som korrekt stavet i ordbogen - og det var mange…

Kortene lægges på bordet
Efterhånden som hun starter med at skrive en række mindre afleveringsopgaver op til specialet bliver projektet mere og mere uoverskueligt for hende, så hun bider i det sure æble og går til en af lærerne i det forhadte skriveværksted og viser det, hun har skrevet indtil nu. Læreren konstaterer meget hurtigt, at der er tale om så massive problemer, at hun ikke kan hjælpe. Gitte bliver derfor henvist til seminariets tale/hørepædagog. Og nu bliver kortene lagt på bordet. Gitte lukker op for posen og får fortalt tale/hørepædagogen om sine læsestrategier. Det afstedkommer et meget alvorligt ansigt, men også at der endelig kommer skub i sagerne. Vejlederen bliver inddraget i sagen og kontakter såvel den kommunale sagsbehandler som Kommunikationscentret i Vejle Amt.

Uden at fortælle det til nogen i familien drager Gitte Sindholt-Tonnesen en dag til Kommunikationscentret, der har til huse i Fredericia. Det var i sig selv grænseoverskridende at tage toget og finde centret på egen hånd, men endnu mere grænseoverskridende var det at deltage i de tests, som hun blev præsenteret for på Kommunikationscentret. Og der skulle ikke yderligere tests til, som Gitte fortæller med lidt alvor: "For der var slet ingen tvivl. De første tests viste, at jeg er stærkt ord- og talblind".

Det er tydeligt, at det har betydet meget, at man på Kommunikationscentret gjorde meget ud af at forklare hende baggrunden for dysfunktionerne og samtidig fortalte hende om de muligheder, der findes for at afhjælpe og kompensere for handicappet. Ved den lejlighed fik hun også at vide, at mulighederne ikke blot falder ned i turbanen - det tager tid og indimellem slagsmål at få sin sag igennem hos de bevilligende myndigheder, hvis man da ikke vælger at betale selv.
Det endte nemlig med, at Gittes forældre simpelthen købte de IT-hjælpemidler, som Kommunikationscentret havde anbefalet…

Men først skal vi lige høre, hvad man kan risikere at få revet i næsen hos sin kommunale sagsbehandler og sit uddannelsessted for den sags skyld, blot fordi man er ordblind, men altså ikke småt begavet af den grund.

Den kommunale sagsbehandler sagde lige ud "Du burde ikke være gået i gang med den uddannelse, men have stillet dig tilfreds med din butiksuddannelse. Og hvordan har du i øvrigt tænkt dig at passe et job?" Og kommunen kunne i øvrigt heller ikke finde ud af få placeret Gitte i deres forskellige kasser (for retfærdighedens skyld henvises til artiklen om Lovgivning på området).

Bedre gik det ikke på seminariet, for de vidste ikke, hvor de skulle få pengene fra og mente, at Gitte inden optagelsen på seminariet skulle have gjort opmærksom på sit handicap. Det er det, man populært kalder det dobbelte optagelsessystem, idet du både skal gennem nåleøjet mht. boglige kvalifikationer og støtte under uddannelsen. Ovenikøbet fik hun på et tidspunkt at vide "Du egner dig slet ikke til at læse". Den bemærkning har garanteret været med til, at Gitte resten af tiden på seminariet har knoklet som en hest for at tilbagevise denne frækhed.

Et nyt liv
Samtalen med Gitte Sindholt-Tonnesen tager herefter en drejning væk fra de trælse oplevelser i skolen, på HF, seminariet og hos sagsbehandleren, for fra nu af taler vi stort set kun om den nye verden, der pludselig åbnede sig, da forældrene tog sagen i egen hånd og købte en computer med syntetisk tale, en scanner, prædiktionsprogrammet IRIS Ordbank og en diktafon.

Indkøbet skete efter vejledning fra Kommunikationscentret, som også hjalp med at lægge en masse fagord tilknyttet pædagogstudiet ind i IRIS Ordbanks ordbøger, mens faderen opbyggede de øvrige ordbøger i programmet. Forældrene opbyggede desuden små kørebøger indeholdende korte instrukser i brug af udstyret, så Gitte havde det at støtte sig til, mens hun lærte systemet at kende.

IT-hjælpemidlerne åbnede en ny verden og gav helt andre ressourcer. Gitte udtrykker det selv således "Nu fik jeg overskud til at studere ikke blot terpe". Det gik op for hende, hvad det vil sige at skimme en tekst, og tykke bøger var ikke længere uovervindelige. Ved hjælp af skimning og gule sedler blev de pludselig til at have med at gøre - og der blev et større spillerum - også til at vælge forkert.

Efter at have brugt hjælpemidlerne ½ års tid, startede specialearbejdet op. Ved hjælp af forskellige teknikker, stram tilrettelæggelse af sin tid og IT-hjælpemidlerne skrev Gitte Sindholt-Tonnesen et speciale til et 11-tal. En anden fjer i Gittes hat er, at hun havde det bedste gennemsnit i klassen mht. afsluttende eksaminer. Og allerede inden studiet var helt afsluttet havde hun fået job i en børnehave, hvor hun i løbet af et par måneder er blevet såvel tillidsmand som praktikvejleder.

Moralen
Konklusionen på Gittes flotte præstation til trods for svær dysleksi må være, at det kræver en del tid og knokkelarbejde, det hjælper gevaldigt at have et stærk bagland og på trods have et højt selvværd - og så hjælper det i øvrigt, hvis det offentlige system og netværk, der findes i Danmark kender sin opgave og tager vare på den.

Og så kan vi slutte, hvor vi begyndte, nemlig i dagliglivet for afslutningsvis måtte jeg spørge hende, hvordan hun har det med at købe ind til sin lille familie. Så kom der gang i de stærke gloser igen "Jeg hader, når de bytter rundt på varerne," "Jeg går amok, når de ændrer emballagerne," og "især krydderihylden er et mareridt". Og hun indrømmer gerne, at hun ikke altid kommer hjem med de rigtige varer, selvom hun bruger lang tid og koncentrerer sig meget.

I øvrigt har hun ingen idé om, hvor mange penge hun har brugt, for hun er jo også talblind.