Pressemeddelelse November 2023, offentliggørelse: Anders And sætter fokus på ordblindhed

I en almindelig dansk folkeskoleklasse er der typisk op mod to ordblinde elever, som har svært ved at lære at læse, og derfor kræver det de rigtige værktøjer at sikre alle elever en god og lærerig skolegang. I samarbejde med Ordblindeforeningen sætter Anders And & Co. derfor fokus på ordblindhed og læsevanskeligheder i en særudgave af bladet. Bladet, der udkommer den 30. november, giver indblik i, hvordan personer med ordblindhed ser verden og kommer samtidig med tips til, hvordan man hjælper sine klassekammerater, som måske har sværere ved at læse, end en selv.

 

I Anders And & Co. nr. 48, der udkommer den 30. november 2023, er det ikke alt, der er, som det plejer. Bladet rummer nemlig to historier, som Ordblindeforeningen har været konsulent på, og det er ikke helt tilfældigt, at Anders And & Co. indgår i dette samarbejde.

Der er nemlig rigtig mange børn, der gennem årene har lært at læse med Anders And-bladet, og en undersøgelse foretaget af Megafon viste også, at Anders And er med til at øge børns læselyst og bidrage til, at børn får læst i de 20 minutter om dagen, det kræver at blive en god læser.

Svend Skytte, der er redaktør for Anders And-bladet, fortæller:

”Med Anders And & Co. har vi et enormt dragende børneunivers, som er sjovt at dykke ned i og let tilgængeligt stort set uanset læseniveau. Derfor betyder det også meget for os, at vi kan sætte fokus på et så vigtigt et emne som læsevanskeligheder i skolen og forhåbentligt bidrage til forståelsen for, at det ikke er alle, der tænker og lærer ens. Intelligens kan jo være mange ting, og derfor skal vi huske også at lade os inspirere af de fantastiske børn, som tænker meget mere visuelt og kreativt end de bogligt stærke.”

Hovedhistorien i bladet har titlen “Forsvundne ord”, og handler om Andeby skole, der har fået et læringssystem for ordblinde – men apparatet kortslutter til en storslået præsentation og får alle de tilstedeværende til at se verden helt anderledes: Pludselig har de ikke længere mulighed for at kommunikere med ord, men må i stedet bruge billeder, emojis og armbevægelser til at forstå hinanden. Heldigvis er onkel Joakim mere visuelt orienteret end de fleste, og hans måde at forstå tingene på, redder Andeby fra at blive oversvømmet – af ord.

Historien bestræber sig på at vise, hvordan personer med ordblindhed har svært ved at læse ord, men i stedet tænker og løser problemer visuelt, praktisk og sanseligt og dermed bidrager med noget helt unikt.

 

Viden om ordblindhed er vigtig

Ordblindeforeningen har udover at være konsulent på to historier i bladet også forfattet to sider, der er fyldt med facts om ordblindhed. Foreningen giver samtidig gode råd i forhold til, hvordan man kan være med til at give sine ordblinde klassekammerater en god skoledag og ikke mindst selv blive en bedre elev.

Gry Kaalund Nicolaisen, forperson for ordblindeforeningen, fortæller:

”Viden om ordblindhed er vigtig, og det er derfor fantastisk, at Anders And-bladet har sat fokus på dette emne. Ordblindhed er ingen hindring for at nå sine drømme! Ordblindhed er en medfødt og usynlig udfordring, som gør det vanskeligt at læse og skrive. For mennesker med ordblindhed tager det lang tid at omsætte bogstaver til sproglyde, som er nødvendige for at danne ord. Man ved ikke præcis, hvor mange ordblinde der er i Danmark, men man regner med, at over 400.000 af den danske befolkning er ordblinde – og det er den mest udbredte indlæringsvanskelighed hos børn.”

Anders And & Co. har tidligere haft kendte gæsteskribenter med på bladet, som er ordblinde eller har haft læsevanskeligheder som barn – eksempelvis Thomas Blachman og Peter Falktoft. Det samme gælder for Rane Willerslev, der har optrådt som figur i bladet.

 

En vigtig historie om Jørn Utzon

Foruden bladets to historier, der sætter fokus på ordblindhed, så rummer Anders And & Co. nr. 48 også en vigtig historie om Jørn Utzon – en af Danmarks største arkitekter.

Myter har igennem tiden påstået, at Jørn Utzon var ordblind. Det er ikke korrekt, men det er ganske vist, at han foretrak at arbejde med hænderne frem for at have hovedet begravet i bøgerne. Han lavede masser af tegninger, men modsat mange andre arkitekter havde han også enorm fokus på at lave modeller.

Utzon Center har været konsulenter på historien i bladet med titlen ”Et stort byggetalent”, der hylder Jørn Utzon og fortæller historien om en dreng, der fra barnsben var et meget visuelt tænkende menneske, og som gennem hele sin karriere var ekstremt målrettet i sin søgen efter inspiration.

Malene Abildgaard, direktør for udvikling og formidling hos Utzon Center, fortæller:
”Jørn Utzon blev verdenskendt for sit mesterværk, Operahuset i Sydney, men han er mindst lige så vigtig at kende på grund af sin legende og eksperimenterende tilgang til arkitektur. Han brugte både hoved og hænder, når han arbejdede. Og det er en tilgang, vi insisterer på at videreføre på Utzon Center, særligt i vores formidling til børn og unge.”

 Anders And & Co. nr. 48 udkommer den 30. november 2023.

Pressemeddelelse: MyNewsDesk

Fakta om ordblindhed i Danmark

  • Du kan tidligst blive testet for ordblindhed i slutningen af 3. klasse.
  • Ordblindhed er arveligt.
  • I en normal klasse vil der ofte være en til to ordblinde elever.
  • Mange ordblinde har svært ved at huske forskel på højre og venstre, og de kan også have svært ved at lære klokken.
  • Alle børn i Danmark har ret til en god og lærerig skolegang – det står i Folkeskoleloven.

Kilde: Ordblindeforeningen, 2023.

Vil du være med i fællesskabet?

Ordblindeforeningen er stemme for mere end 400.000 danskere, og vi har altid plads til flere. 

Dit medlemskab gør en kæmpe forskel.

Klik herunder for at melde dig ind og læse mere om alle de fordele du får, som medlem af Ordblindeforeningen

Del dette indlæg

Har du en kommentar?

Skriv din kommentar i det store felt.

Skriv derefter dit navn, din E-mail og eventuelt virksomhed.