Alfa Laval Kolding modtager Ordblindeprisen 2017

Alfa Laval A/S, Kolding, får prisen fordi virksomheden har gjort en særlig indsats for at alle produktionsmedarbejdere bliver tilbudt undervisning i dansk og matematik samt ordblindeundervisning, hvor det er relevant. Alfa Lavals indsats er vigtig, fordi undersøgelser viser, at omkring hver 5. dansker ikke har tilstrækkelige skolekundskaber, der matcher de krav, som arbejdsmarkedet stiller. Det er den udfordring, som virksomheden har valgt at tage op.


Pressemeddelelse:


Ordblind får overrakt pris
på vegne af Alfa Laval Kolding


Afviste først at deltage i ordblindeundervisning – siden kunne hun ikke få nok.

- Nej tak. Jeg skal ikke på ordblindekursus.

Det var Helle Sølvberg Jørgensens første kommentar, da hun blev opfordret til det af sin virksomhed, Alfa Laval Kolding.

- Jeg satte mig virkelig imod, fortæller Helle.

Men hun overgav sig. Og da hun først havde vænnet sig til undervisningen, kunne hun ikke få nok men forlængede forløbet tre gange.
Mandag, den 29. maj 2017, modtager Helle Sølvberg Jørgensen Ordblindeprisen 2017 på vegne af sin virksomhed.
Alfa Laval Kolding har valgt Helle Sølvberg Jørgensen til at tage imod prisen, fordi hun har udvist et stort engagement og taget et kvantespring i sin personlige udvikling efter ordblindeundervisningen.
I dag er Helle Sølvberg Jørgensen eksempelvis formand og kasserer for Alfa Laval Koldings vandreklub og står for at lægge opslag op på klubbens interne facebookgruppe. Og fra at sige ingenting ved tavlemøder er Helle nu en aktiv deltager, der tør stille sig frem og tale i forsamlingen.

Lang tradition på Alfa Laval Kolding
Alfa Laval Kolding har været på banen med boglig uddannelse af timelønnede, lige siden Netværkslokomotivet blev etableret af virksomheder i Kolding med fokus på at opkvalificere medarbejderne inden for dansk og matematik.
Og siden 2011 har Alfa Laval Kolding, valgt systematisk at teste alle timelønnede for ordblindhed samt i dansk og matematik.

- Det gør vi for at sikre alle den relevante undervisning, som giver et boost i folks selvtillid, fortæller Bente Nørgaard, HR Partner, Employee Relations, i Alfa Laval Kolding
Undervisningen betyder, at virksomheden får velkvalificerede medarbejdere til en højt automatiseret produktion af pumper, ventiler og tankrensningsudstyr.

- It fylder meget, og hvis en ordblind skal fungere optimalt her, skal vedkommende både have den nødvendige ordblindeundervisning og hjælpemidler, siger Bente Nørgaard.
Men indsatsen betyder også, at mødre og fædre pludselig kan begynde at læse godnathistorier for deres børn.

- Og det er en effekt, vi slet ikke kan overvurdere, mener Bente Nørgaard

En anerkendelse
Bente har deltaget i arbejdet med ordblindeundervisning på Alfa Laval Kolding, siden en aktiv tillidsrepræsentant tog initiativet sidst i 1990’erne. Og for Bente Nørgaard betyder det meget, at det er en af virksomhedens medarbejdere, der nu får overrakt Ordblindeprisen 2017 på vegne af Alfa Laval Kolding.

- Det en værdsættelse af Helle Sølvberg Jørgensen personlige indsats, og prisen er en anerkendelse af Alfa Laval Kolding for vores kvalificering af ordblinde medarbejdere, siger Bente Nørgaard.



  Klik her hvis du vil afmelde nyhedsbrevet