Ordblind

Jeg kender en dreng
som var ordblind
men livet viste han
stor sind.
Han stirred på
skyer, på græs og på strå
og alt hvad der levede
stirred han på.

På heste og måger
og dådyr og rå.
Han fryded sig dagligt
ved det han fik set
og så mere end den
som kan sit alfabet.

Hans hjerne var fuld
den var slet ikke tom
kun løsrevne bogstaver
bytted han om.
Han læste et K
som om det var et H
selv KO var et ord
det var svært at forstå.

Han så bogstaver helt
uden plan og system
FARUM MIDTPUNKT
var derfor et voldsomt problem
Som når F A siger AF
og RUM siger MUR
og i APOTEK
løb han fuldkommen sur.

På skolen der blev
han behandlet som skidt
da han aldrig begreb
hvad de grifled med kridt
og dog kendte han forskel
på grønt og på hvidt.

Et års alfabet
ku han meget godt se
et bogstav hed GRÆS
og et andet hed SNE
For himlens bogstav
var nemt at forstå
for himlen var blå.
som han henrykket så.
Den spejles i havet
som derfor er blåt
blå eller blåt
det forstod han da godt.

Når stammen blev gammel
og træet blev hult
blev bogstavet grønt
til bogstavet gult.

Den ordblinde kender
en smerte som gnaver
Han sidder og stammer
mens andre de staver.
En ordblind er derfor
det tar man for givet
en staver der løb
sig en staver i livet.

Han fupper og famler
og snyder og lusker
og udslynger ord
som han gætter og husker

Den ordblinde dreng
som man anså for skør
måtte se med sit øre
og det giver gehør.

Alfabetet var simpelthen
bogstavmystik
men livet den dejligste
gave han fik.

En dag faldt de bogstaver
pludselig på plads
Hvis jeg lyver om det
må I kalde mig Mads.

Som ordblind har han
til dels skiftet spor
og kan stave helt godt
og lever af ord.
Hvor der er vilje
er der en vej.
Det ved jeg med smerte
for drengen er mig.

Johannes Møllehave er selv far til en ordblind dreng, sønnen Thomas Møllehave, der i dag er forfatter og foredragsholder.

Digtet er oprindeligt bragt i jubilæums udgaven af bladet "Ordblind".